Omtale af mødet 9. april 2013
”Min vej til Kirken - og til Klostret”
Under denne overskrift fortalte Sr. M. Lioba ved KÆK´s møde d.
9.april om sin lange vej ind i den Katolske Kirke. Hendes
familiemæssige baggrund var ikke kirkelig, og - skønt barnedøbt
i Folkekirken - blev hun først konfirmeret som 27-årig. På det
tidspunkt var imidlertid en søgen efter den virkelige mening med
tilværelsen blevet til et afgørende spørgsmål. Den endelige
afklaring skete efter den første personlige kontakt til den
Katolske Kirke så sent som i 2004.
Den lange og personlige proces frem mod det afgørende
møde med Kirken blev sat i perspektiv ved Sr. Liobas
rids af sin tilværelse for konverteringen. Hverken Danmarks
Design Skole, arbejdet ved Royal Copenhagen, studie ved Roskilde
Universitet( RUC) eller frekventering af Folkekirken kunne give
noget endeligt svar på hendes søgen.
 |
Men det kom omsider, næret ved bøn
og hjulpet på vej ikke mindst af Salmernes Bog og af
inspiration fra Benedikt af Nursia.
Når Sr. Liobas beretning virkede så stærkt, som den
gjorde, på os tilhørere – og vi var mange, nogle og
tredive – skyldtes det nok, at mange af os undervejs i
foredraget så at sige genkaldte os vores egen vej ind i
troen og ind i den Katolske Kirke. Det gælder måske især
konvertitterne. Som en sådan kom jeg, ved Sr. Liobas
omtale af sin flerårige, mere overfladiske og i længden
ikke forløsende kontakt til Folkekirken, til at tænke
på, at i den situation kunne udfaldet let være blevet,
at hun - eller” man” – havde droppet det hele og for sit
eget vedkommende simpelthen havde forvist troen til det
filosofiske overdrev. Jeg husker fra min egen
allerførste messe som aspirerende katolik i Sankt Mariæ
i september 1999, at vores sognepræst Jesper Fich i sin
prædiken netop stillede ind på dette, hvor han sagde: ”
Der findes personlig kristendom, men der findes ingen
privat kristendom” Netop! Uden et aktivt tilhørsforhold
til Kirken, uden et reelt fællesskab i og med Kirkens
menighed dør troen. Den kan ikke leve – overleve –
endsige vokse i isolation. |
Sr. Lioba kom fri af sin krise. Hendes foredrag inspirerede
til livlig samtale med hende og deltagerne imellem om vejen ind
i Kirken, om ”stadierne” forinden ( vi er jo i et Kierkegaard
år! )
Om konvertittens og den barnefødte katoliks indbyrdes meget
forskellige forudsætninger. Fra valget, som vi umiddelbart selv
ser det, til nåden, som vi efterfølgende erkender og forstår
det!
Omtalt af HKT
Omtale af mødet i KÆK den 12. marts
2013
| Ved mødet i KÆK tirsdag d. 12. marts holdt Dorte
Schubert foredrag om Europas patron, Benedikt af Nursia,
som levede 480 -547. Vor viden om hans liv baserer sig
hovedsageligt på den levnedsskildring, som pave Gregor
den Store ca. 540 – 604 skrev om ham i værket:
”Dialoger” om
italienske helgeners liv og mirakler. |
Dorte Schubert fortalte om Benedikts meget omskiftelige
liv og hans udvikling fra eneboertilværelse via mange
skift fra kloster til kloster frem til den endelig
station i år 529, klostret som han byggede på
Montecassino. Her skrev han sin berømte Regel,
grundlaget for Benediktinerordenen, en Regel, som for
store deles vedkommende stadig er i brug. De nogle og
halvfjerds kapitler i Regelen bygger på meget personlige
erfaringer udfra den grundopfattelse, at hele den
menneskelige tilværelse udfolder sig for Guds Åsyn.
Livet i klostret skal ganske vist være kontemplativt,
men det skal suppleres med praktisk arbejde. Arbejde og
bønsliv skal ikke være modsætninger, men udgøre en
helhed i ordenens liv, et fælles liv, som skal være
præget af fordragelighed og indbyrdes fred. Det
benediktinske ordensliv skal være reguleret- ned i
detaljer- ved hjælp af aldeles faste rutiner og
ritualer, som sikrer ro og orden i den enkeltes
tilhørsforhold til klosterfællesskabet.
Dorte Schubert belyste til afslutning Benedikts Regel
udfra egne flerårige erfaringer fra Bendiktinerklostret
Nutschau i Holsten, et kloster, som i sin nuværende form
har været i virksomhed siden 1950´ erne. Det er et meget
opsøgt sted, ventelisterne er lange for alle de (be)søgende,
som i vore dage måtte ønske på et vist tidspunkt at
kunne trække sig tilbage til fra en mere eller mindre
hektisk hverdag og for en stund at opleve den ro og
harmoni, som er grundlæggende i tankegangen bag
Benedikts stadige livskraftige nu halvandet tusinde år
gamle Regel.
Omtalt af HKT. |
 |
Omtale af mødet i KÆK d. 12.februar 2013
 |
Den katolske kirke i Latinamerika var emnet for februarmødet med
ph.d Jakob Egeris Thorsen, som til daglig er lektor ved
teologisk fakultet i Aarhus.
Vi fik af ham en overordentlig
fængslende indførelse i Kirkens latinamerikanske historie siden
den spanske kolonitids begyndelse omkring år 1500. Den spanske
konge opfattedes nok så meget som paven i Rom som kirkens
overhoved i de spanske kolonier, men modsat alle bestræbelser på
central ledelse og kontrol opererede bl.a franciscaner- og
dominikanerordenerne mere selvstændig i kolonierne, ikke mindst
ved deres missionsvirksomhed blandt indianerne.
De modstridende tendenser – centralisme kontra en vis lokal
uafhængighed indenfor kirken – fortsatte i tiden efter
koloniernes løsrivelse fra det spanske moderland i 1820´erne.
Den højere gejstlighed i Sydamerika søgte at bevare spansk
overhøjhed i kirken. Mange præster og ordensfolk ønskede på
deres side mere uafhængighed og selvstændighed. Også Rom
involverede sig langt kraftigere end før i forholdene i
Sydamerika. |
Koloniernes frigørelse og de nye statsdannelser med
forfatningsbestemmelser om religionsfrihed gjorde det muligt for
ikke-katolske kirkesamfund at etablere sig og missionere i disse
ellers rent katolske lande, og det skete i stor stil fra omkring
1900. Som et modtræk kan man se pave Pius d. 12.s ”eksport” af
en mængde katolske præster og ordensfolk fra USA og Europa til
Latinamerika i 1950érne, hvor også de indre spændinger p.g.a den
enorme forskel mellem rige og fattige tog til.
Oven i de sociale og mangfoldige religiøse modsætningsforhold
kom i løbet af 2.halvdel af det 20.århundrede også konflikter
med de statslige myndigheder som følge af befrielsesteologiens
ubetingede moralske støtte til samfundets underklasser. Dette
indebar spændinger til de herskende militærdiktaturer.
Ikke mindst pinsebevægelserne er i den nyeste tid på fremmarch i
Latinamerika. Det samme gælder den karismatiske fornyelse inden
for katolicismen, hvad man ikke hører så meget om, men i dag
skønnes ca. 15 % af sydamerikanske katolikker at være tilknyttet
den karismatiske bevægelse, hvis skytshelgen er Maria på
foranledning af pave Johannes Paul 2
Omtalt af HKT.
Omtale af mødet d. 13.januar 2013.
For tredje år i træk holdt KÆK et rent hyggemøde som indledning
til det nye år. I modsætning til julearrangementet blev
nytårsmødet et rent tilløbsstykke med over 30 deltagere, nok det
største deltagerantal i dette årtusinde! Vi nød lækkert
smørrebrød og vin, samt kaffe. Vi fik talt rigtig godt med
hinanden om stort og småt i denne kolde vintertid, ved det af
Jytte smukt pyntede langbord.
Alle var enige om, at denne tradition skal fortsætte i januar
2014.
|