KÆKs program for vinter 2011/12:

• Januar: Vi fejrer for 3.år som en tradition begyndelsen på det nye år med vin og sandwich/smørrebrød

Altid 2. tirsdag i måneden, kl. 14 i menighedssalen.

 

KÆKs møde 13. december 2011. Emne: "Juleafslutning" Tirsdag den 13. december havde vi juleafslutning på sæson 2011 i KÆK, og det skete med manér, både teologisk og musikalsk – og undervejs med servering af herlige æbleskiver, ikke at forglemme! Helle /til venstre) og Torben Wamberg (til højre) diverterede os ca. 30 fremmødte med gæv folkemusik på klarinet og harmonika – det lød ganske herligt.   Det er godt, at vi således i KÆK kan få glæde af særlige talenter og personlige interesser blandt vore medlemmer.   Det gælder også Carly Majholm med hans specielle interesse for Det Gamle Testamente; som han også tidligere har valgt som udgangspunkt for emner ved KÆK møder. På dette julemøde talte Carly om adventstidens O-antifoner, som er lovprisninger af Gud i tilknytning til kirkens tidebøn. O-antifoner, 7 i alt, er korte sætninger, der i vesperliturgien anvendes gennem de sidste 7 dage før jul som indledning og afslutning på tidebønnens salmer eller bønner. Eksempelvis, 1. dag: O Sapientia, O visdom ---. 2. dag: O adonai, O stærke gud ---- Meningen med O-antifoner er at understrege det kristne menneskes længsel efter forløsningen ved Kristus, vores fryd i forventningen om hans komme og vores tak for, at han lod sig føde. Tidebønnens læsninger i de 7 døgn er alle fra Det Gamle Testamente: Visdommen, Daniel, Esaias og 5. Mosebog. Carly trak tidebønnens historiske linje op med udgangspunkt i jødernes tempeltjeneste, som efter Jerusalem templets ødelæggelse blev videreført i synagogudtjenesten og i den kristne kirke. O-antifoner vides at være benyttet i England i 600-tallet, og de er – måske- forfattet af pave Gregor d. Store (ca. 600). Den tilbedelse og taksigelse, som O-antifonerne udtrykker, skal vi så at sige indoptage hver især i medleven gennem tekstens ord. Denne erfaring og medoplevelse hos den enkelte bør også være fundamentalt til stede ved Jesu sidste påskemåltid, altså eukaristien, men – understreger Carly – vi har jo så overordentligt svært ved i vores hverdagsliv at manifestere gudsrigets komme, i det hele taget svært ved at forme vores deltagelse i frelserværket på en sådan måde, at der hos hver og en af os bliver tale om en virkelig aktuel og aktiv medvirken. Referent: HKT   KÆKs møde 8. november 2011. Emne: "Et liv i bofællesskab" Et ganske usædvanligt emne var oppe på KÆK´s tirsdagsmøde den 8. november, Poul Hedemann´s foredrag om ”Indtryk fra et liv i et bofællesskab”. At dømme efter tilslutningen i mødekredsen – vi var godt 30 deltagere – var det et emne, der slog an. P.H.´s veloplagte fremstilling af bofællesskabets vilkår kunne da også fremprovokere en livlig spørgerunde og debat efter foredraget. På baggrund af 27 års egne erfaringer med tilværelsen i et nordsjællandsk bofællesskab fra sidst i 1960´erne kunne P.H. berette om de udfordringer, glæder og problemer, som en sådan livsform rummer. Bofællesskab som sådant må ikke forveksles med et kollektiv, som er en ganske anden form for fællesskab, men lige som bofællesskabet udsprunget af 1960´ernes nytænkning om samfund, individuel frihed og opbrud fra tidligere fastlagte normer. Bofællesskab er nok et fællesskab, men der er grænser. Rammen om den enkelte families liv er en ejerbolig, som samtidigt er et åbent rum i den forstand, at enhver i komplekset af tilsvarende ejerboliger er velkommen til at komme ind ad døren snart sagt når som helst – men til gengæld også må respektere, at et nedrullet køkkengardin signalerer at besøg frabedes. Fællesskabets bærende ide er samvær og samarbejde. Det gælder ikke mindst fælles måltider og samvirke omkring familiernes børn. Dertil kommer en lang række interessegrupper, hvor man med ligesindede kan dyrke sport, kortspil, musik, samfundsdebat osv. osv. I kortere eller længere tid kan et velfungerende bofællesskab opleves som en yderst stimulerende og befriende livsform med alle de muligheder, den giver for et engagerende, positivt møde med andre mennesker – noget, som parcelhuse og byernes boligblokke sjældent giver tilsvarende lejlighed til. Hvis man efter nogen tid skulle blive træt af fællesskabet eller fra først af slet ikke falder til, kan man altid stå af, sælge sin bolig og flytte væk. Det er alt sammen op til den enkelte selv. Idéerne fra 1960´erne om bofællesskab, i praksis søsat af Arkitektskolen og især på initiativ af Jan Gudmund Højer, har vist sig i høj grad livskraftige og inspirerende, bl.a. hvad angår nutidens ældreboliger og deres fysisk-sociale rammer. Referent: HKT

KÆKs møde 11. oktober 2011. Emne: "Messen gennem alle tider" Ivar Hoel talte over emnet og brugte dette digt fra den anglikanske benediktiner Gregory Dix osb (1901-1952, på billedet til venstre), som afslutter sit liturgihistoriske storværk The Shape of Liturgy (1945) med et prosadigt over Jesu ord "Gør dette til minde om mig!" Blev nogensinde en anden kommando adlydt som denne? For i århundrede efter århundrede, langsomt udbredende sig til alle kontinenter og alle lande, til hvert folkeslag på jorden, er denne handling blevet udført, under alle tænkelige forhold, for alle tænkelige menneskelige behov, fra barndommen af og før den, til den ekstreme alderdom og efter den, fra tinderne af menneskelig storhed til de flygtendes skjulesteder i grotter og huler i jorden. Menneskerne har ikke fundet noget bedre at gøre end dette for konger ved deres kroning og for forbrydere på vej til skafottet; for hære i triumf eller for brud og brudgom i et lille landsbykirke; ved proklamationen af et dogme eller for en god hvedehøst; for klogskaben i en mægtig nations parlament eller for en syg gammel kone der er bange for at dø; for en skoledreng der er til eksamen eller for Columbus der sejler ud for at opdage Amerika; for hungersnød i hele provinser eller for en afdød elskedes sjæl; i taknemmelighed fordi min far ikke døde af lungebetændelse; for en landsbyhøvding fristet til at vende tilbage til fetish-dyrkelse fordi yamshøsten slog fejl; fordi tyrken stod ved Wiens porte; for Margarets omvendelse; for afslutningen på en strejke; for at en ufrugtbar kvinde må få en søn; for kaptajn det-og-det, såret og krigsfange; medens løverne brølede i det nærtliggende amfiteater; på stranden ved Dunkerque; medens leens hvæsen i det tykke juni-græs lød svagt gennem kirkens vinduer; skælvende af en gammel munk på halvtredsårsdagen for sine løfter; i smug af en fordrevet biskop, der havde hugget tømmer hele dagen i en fangelejr nær Murmansk; prægtigt for kanoniseringen af Jeanne d´Arc - man kunne fylde mange sider med årsagerne til at menneskerne har gjort dette, og dog ikke have fortalt en hundrededel af dem. Og bedst af alt, uge efter uge, måned for måned, på hundrede tusinde søndage i træk, trofast, usvigeligt, overalt i kristenhedens sogne, har præsterne gjort dette alene for at skabe plebs Sancta Dei - Guds hellige almindelige folk

KÆKs møde 13. september 2011. Emne: "Johannes Jørgensen" Forfatteren Johannes Jørgensen (1866-1956), æresborger i både fødebyen Svendborg og italienske Assisi, har bortset fra en kreds af særligt interesserede været tæt på forglemmelse i Danmark. Men det er i disse år ved at ændre sig. I 2002 stiftedes Johannes Jørgensen Selskabet i Svendborg med Stig Holsting som formand, og han kunne ved KÆK´s første møde i sæson 2011-12, den 13. september, med tilfredshed konstatere, at selskabet fra begyndelsen og indtil nu har fastholdt et stabilt medlemstal på nærved 140 personer. Den fornyede interesse for Johannes Jørgensen, hans liv og omfattende forfatterskab – 80 større og mindre bøger blev det til i alt – er ikke begrænset alene til katolske kredse herhjemme og i udlandet. Som den stadigt søgende efter svar på tilværelsens grundspørgsmål og som den socialt konstant indignerede iagttager af samfundets skyggesider appellerer Johannes Jørgensen åbenbart i stigende grad til moderne læsere.

Johannes Jørgensen, ca. 1890

Han fandt omsider sit ståsted ved konvertering til den katolske tro, men hans vej til kirken var alt andet end lige. I Stig Holstings inciterende foredrag var de mange personlige brud i Johannes Jørgensens lange liv et centralpunkt. Det gælder bl.a. familielivet, som ikke udviklede sig lykkeligt, og i forholdet til ungdomsvennerne Stuckenberg og Sophus Claussen. Digterens oprindeligt æstetisk funderede holdning til tilværelsen ændredes gradvis i religiøs retning, jfr. ”Rejsebogen” om hans store udenlandsrejse i 1894 med en første oplevelse af Assisi.

I sine (upublicerede) dagbøger førte han til stadighed en debat med sig selv om fundamentale livsproblemer, og sammen med det trykte forfatterskab kan det alt sammen på en måde læses som en redegørelse for hans egen sjælelige udvikling.

Længere op i tiden end til 1915 nåede vi ikke med Stig Holstings beretning om forfatteren. På grund af tidsnød måtte han desværre standse ved det for Jørgensen helt afgørende ophold i Siena 1913-15, et ophold, som resulterede i værket ”Den hellige Katarina af Siena”. Men da var Jørgensen for længst drejet om til katolsk tro og kirke, i starten ikke mindst under påvirkning fra vennen Mogens Ballin. Nogen repræsentant for en ”stivsindet” katolicisme blev han aldrig, understregede Holsting. Johannes Jørgensens samfundsmæssige optagethed af socialismen og af den katolske kirkes sociallære inspirerede hans måske allerbedst kendte værk ”Den hellige Frans af Assisi” fra 1907.

 
Referent: HKT
 

KÆKs møde 14. juni 2011. Emne: "Skt. Joseph Søstrene" Som afslutning på KÆK´s mødeaktiviteter i sæson 2010-2011 havde vi, traditionen tro, glæden af vores sognepræst Jesper Fich som foredragsholder tirsdag den 14. juni. Vi er altid forventningsfulde, når Jesper tager ordet. Har vi nogen sinde i kirken hørt en ligegyldig prædiken fra den mand? Det gælder så vist også alle de foredrag og causerier, som vi gennem snart mange år her har nydt godt af fra Jesper i KÆK. Lidt kispus omkring møderne sørger han skam også for.

Vi ved nemlig aldrig på forhånd, hvad han vil tale om i KÆK. I modsætning til alle andre mødearrangementer, hvor emnet altid vil være annonceret i rimelig tid i forvejen, holder sognepræsten os alle i spænding indtil han - efter den indledende kop kaffe med kage og lidt portvin til – lægger ud med sit emne, denne gang om St. Josephs-søstrene og denne nonneordens historie. Emnevalget har her baggrund i fejringen af ordenens nylige jubilæum herhjemme, 150 året for dens komme hertil som vor første katolske klosterstiftelse siden reformationen med domicil, til at begynde med, under yderst beskedne forhold i en kælder i Toldbodgade i København.

Ordenens udgangspunkt er Frankrig, hvor den som ren søsterorden blev skabt i 1650´erne på grundlag af Jesuitterordenens regler og organisation, med en tilsvarende strengt hierarkisk opbygning indtil Vatikan II i 1960´erne. Men St. Joseph-søstrenes orden har lige siden begyndelsen fungeret ganske uafhængig af Jesuitterordenen, som ”kun” har været en spirituel inspirationskilde. Joseph-søstrenes formål var at virke til et åndeligt og socialt nybrud efter en samfundsmæssig og politisk opløsningsperiode i Frankrig, med hovedvægt på karitativt arbejde i form af hjælp til samfundets mest udsatte, de fattige og børnene.

Jesper fortalte om en række lysende nonneskikkelser, som har præget ordenen ved dens etablering og siden hen, og som ved deres selvopofrende liv og eksempel har understreget ordenens indsats og betydning i samfundslivet. Modstanden fra politisk hold i 1700-tallet mod (religiøse) ordener og ”hemmelige societeter” – og herunder ikke mindst Jesuitterordenen - kulminerede med den franske revolution. Alle religiøse ordener blev forbudt i Frankrig i 1791. Først med restaurationen efter Napoleon kunne St. Joseph-søstrene genoprettes som katolsk nonneorden (i Lyon 1814).

Om søstrenes danske historie siden 1850´erne kan man læse i en (svensk) bog af Yvonne Werner, hvoraf bl.a. fremgår, at søstrene økonomisk set har haft et stærkere grundlag herhjemme for deres virksomhed end f. eks. i Sverige. St. Joseph-søstrene har i deres tid i Danmark udført et kæmpearbejde inden for skole- og hospitalsvæsenet, bl.a. har de stået for den bedste danske sygeplejeskole.

Der har i Danmark siden 1850´erne været tale om en stor tilgang af søstre fra udlandet., men ud af ca. et tusinde kendte navne i den danske ordensafdeling, spændende over halvandet hundrede år, har dog så mange som en fjerdedel af søstrene været født danske.

Referent HKT

P.S. Næste KÆK arrangement er Skovturen til Helsingør, den 9. august, med udgangspunkt fra St. Mariae kirke, Jens Jessensvej, med seneste fremmøde kl. 9.15. Pris 150 kr per person.

KÆKs møde 10. maj 2011. "Kontemplative ordener og deres opgaver i Kirken " På KÆK mødet tirsdag d. 5.maj 2011 talte læge Hans Thulstrup om ” Kontemplative ordener og deres opgaver i Kirken”. Det, som det kontemplative dybest set går ud på, er overgivelsen af selvet til Guds vilje, dvs. et absolut kald til os mennesker om at give os Gud i vold. Det forudsætter hvert enkelt menneskes møde med Gud – og et sådant møde sker udelukkende, fordi Gud selv vil det og bøjer sig ned mod mennesket for, at han eller hun skal få lod og del i Ham. Når Jesus til sine første disciple siger ” Kom og se”, er der tale om Guds initiativ overfor mennesket – en imødekommelse, kan man sige, af et latent, eksistentielt ønske om at møde Gud ansigt til ansigt. I det Gamle Testamente viser Gud sig for Moses som den brændende tornebusk, for israelitterne i ørkenen som, ved en anden lejlighed, blot som en stille susen, thi Hans åsyn tør mennesket ikke se. I det Nye Testamente består mødet i den direkte konfrontation med Sønnen, ansigt til ansigt. Senere spiller den trinvise nærmen sig Gud en helt afgørende rolle – det er udtrykt ved stigen, som trin for trin kan føre mennesket opad mod det himmelske. Klosterinstitutionen blev siden de første århundreder svaret på den dybe længsel efter foreningen med det guddommelige ved individets totale overgivelse af selvet til Gud gennem afkald på verden og livet ude i normalsamfundet. Isolation i ensomhed , forsagelse og bøn var, og er, svaret på denne trang. Det kontemplative apostolat – virkeliggjort af de egentlige kontemplative ( eks. Karmelitterne) i klosterlivet iflg. Foredragsholderen – var og er den dag i dag forbilledet for det fuldendt kristne liv, hvor den gensidige kærlighed mellem Gud og mennesket, og i opfyldelsen heraf – kærligheden mennesker imellem, munder ud i en afgørende forening mellem Gud og hans skabning. Klostrenes isolerede position, deres livsførelse og kultur i en sækulariseret verden har jævnligt mødt kritik udefra, men Hans Thulstrup understegede, at Kirken altid har set klostrene og de ” egnetlige” kontemplative som en konstant og uvurderlig støtte og inspiration for Kirkens hele liv og virke gennem snart totusinde år.   Referent HKT Som indledning til mødet omtalte Birthe vores sommerudflugt til Helsingør tirsdag d. 9.august , hvor der stadig er ledige pladser i bussen til vore rejselystne medlemmer. Henvendelse herom til Birthe Blichert-Toft     KÆKs møde 12. april 2011. Emne: "Spøttrup borgen" Tirsdag den 12. april havde KÆK herreborgen Spøttrup på programmet. Om denne velbevarede og imposante middelalderborg i Salling, Nordjylland, fortalte Mogens Blichert-Toft, hvis barndomshjem var Spøttrup. Hans bedstefader, Chr. P. Toft, erhvervede borgen med tilhørende gods i 1903, og familien ejede stedet til sidst i 1930´erne. Vi fik vist film om Spøttrup som bygningsværk – herregården er nu et statsejet museum og gennemrestaureret – og vi fik også via ældre fotooptagelser indblik i dens tid som privatbolig for familien Toft. Nemt og bekvemt har det bestemt ikke altid været med et dagligliv i fysiske rammer fra 14-1500 tallet. At drive landbrug i større stil med kreaturhold og bl.a. en større hestebestand har også krævet sit med mange ansatte, men for os som tilskuere var det et charmerende milieu at få indsyn i via gamle billeder. Mogens´ levende beretning om livet på Spøttrup i forældrenes og bedsteforældrenes tid førte os ind i en nu helt svunden verden af i går. Spøttrups historie fra tiden, hvor kirken besad området – 1400 tallet og indtil reformationen 1536 – er stadig ikke fuldt klarlagt. Hans K. Thomsen fortalte om borgens ældste historie under Viborg bispedømmet. Hans mente, at borgen er blevet til som et ”svar” på det blodige, dramatiske bondeoprør i Nørrejylland 1441, hvor underklassen – bønderne – rejste sig mod magthaverne, ikke mindst bisperne (Børglum, Viborg) som brutale storgodsejere og pengeudsugere, set fra deres side. Vi fik et rids af de komplicerede politiske forhold omkring bonderejsningen, som nok kunne begrunde, at Viborg bispestol følte behov for at opføre en tilflugtsborg som Spøttrup i tilfælde af nye voldsomme uroligheder i det nørrejyske. Nye uroligheder kom der dog først langt senere med Grevens Fejde og som følge af reformationen (1533-36). Vi nød, som også ved tidligere lejligheder, godt af teknisk bistand fra Rasmus Kåre Frederiksen m.h.t. film og fotooptagelser, og det siger vi tak for.  Referent HKT KÆKs møde 8. marts 2011. Emne: "Sirius-patruljen" Ved KÆK´s møde den 8. marts talte Stig Palm for mere end 30 deltagere om et overordentligt spændende emne – hvilket allerede deltagertallet er et udtryk for -  ”Med Siriuspatruljen på arbejde i Grønland”.       En særdeles barsk affære. Stig Palm var selv med i slædepatruljen 1969-71 og har siden fulgt dens arbejde i Nordøstgrønland så ofte, det har været ham muligt. Patruljen fik sit navn i 1953, men dens virke går tilbage til 2. verdenskrig. Efter en pause i efterkrigsårene blev patruljen genetableret i 1950 og har fungeret lige siden. Der stilles meget skrappe krav til dens faste mandskab. Ud over at være fastansat i forsvaret og aldersmæssigt mellem 20 og 30 år skal de være ugifte – ja, endog uforlovede! Inden udsendelsen til Nordøstgrønland med hovedkvarter i Danaborg er de under træning i en særlig forskole af et halvt års varighed, hvor der ud over fysisk træning er tale om kurser i madlavning, elementær lægetjeneste, motorlære, radiokommunikation m.m. Uddannelsen har til formål at sikre mandskabets overlevelsesmuligheder i det ekstremt barske miljø, som udgør de 2000 km ansvarsområde i Nordøstgrønland. Tjenesten udføres fortsat med hundeslæde og med inspektion pr. båd ved kysten – det er i praksis mere effektivt end flyovervågning, fordi alle objekter – mennesker, hytter, materiel – set fra luften har tendens til simpelthen at gå i ét med det naturgivne landskab nedenunder.      Patruljerne arbejder i toårs perioder som isolerede enheder. De to mænd, som udgør en patrulje, har under forløbet ingen mulighed for at komme hjem på orlov. De må affinde sig med yderst primitive hytter undervejs og klare sig hvad hygiejne m.m. angår, som de nu bedst kan – der er ingen umiddelbare hjælpemuligheder til rådighed, hvis ikke de selv kan klare sig på basis af den benhårde forskoletræning, som de har gennemgået. Der stilles m. a. o. store krav, ikke blot til fysikken, men også til psyken hos vedkommende. Man skal kunne holde ud at samarbejde mand og mand imellem i en tilsyneladende uendelig ensformig ensomhed uden afvekslingsmuligheder.      Vi hørte endvidere om samspillet med slædehundene, der sandelig også udfører et kæmpearbejde i tjenesten. Og vi fik via lysbilleder en stærk fornemmelse af den mennesketomme forladthed, som er vilkåret for Siriuspatruljens arbejde i det på en gang storslåede og frygtindgydende nordøstgrønlandske landskab.      Ved mødets begyndelse omtalte Birthe de katolske ungdomsdage i den kommende sensommer, hvor bidrag til menighedens unges deltagelse fra ældreklubbens medlemmer vil være særdeles velkomne. Når vi nu er ved bidragene, efterlyses også tilskud fra medlemmerne til klubbens efterhånden slunkne portvinsbeholdning. Bidrag vil blive imødeset med forventningens glæde. Referent HKT

KÆKs møde 8. februar 2011.

Emne: "Kirkebygning og messe. Kirkebygningen som arkitektur og liturgisk rum"

Det største fremmøde i KÆK, som jeg har oplevet gennem det sidste 10-år - vi var nogle og tredive i et tæt besat menighedslokale - fandt sted d. 8. februar. Og forventningerne til Ivar Hoels lysbilledforedrag med titlen” Kirkebygning og messe. Kirkebygningen som arkitektur og liturgisk rum” blev mere end til fulde indfriet.

Vor tidligere menighedsrådsformand holdt os i ånde fra først til sidst med sin redegørelse for hovedtræk af kirkebygningens og kirkerummets udviklingshistorie gennem oldtid og middelalder, Vi nåede helt frem til moderne arkitektur, hvor det nutidige- som f.eks Chapelle du Rosaire i Vence( nær Nice)skabt af Matisse i 1950´erne- fortsat reflekterer grundideen bag udformningen af det kristne Gudshus gennem tiderne: et Gudshus viet til tilbedelse og åndelig fordybelse i troen. Hoel pointerede, at man ret beset ikke kan behandle kirkebyggeriets historie løsrevet fra messens udviklingshistorie. Messen er grundlaget og udgangspunktet for det hele.

Af praktiske grunde måtte Hoel dog afstå fra i dette foredrag at tage messen op til behandling i historisk perspektiv ( og så må vi tilhørere kun håbe på, at han på et senere tidspunkt vil tage emnet op i KÆK!!).

Kirken, som det indviede Gudshus, tager sin begyndelse med de private huskapeller i Rom, som tillige med katakomberne var mødesteder – og ikke skjulesteder! - for rigshovedstadens kristne. Basilikaen er en videreudvikling af huskapellet, og er i proportioner og stil kopieret over de kejserlige basilikaer, som tjente repræsentative formål for herskeren. Eksempelvis er Santa Sabina, dominikanernes hovedkirke i Rom, en velbevaret basilika, som blev opført i 400-tallet.

Det højloftede kirkerum kom ikke til at stå alene som rammen om gudstjenesten. Med kejser Karl d. Store ( ca.år 800) møder vi det ottekantede kirkerum, som han lod opføre i Aachen som Karolingerrigets hovedkirke. Domkirken i Aachen er opført som en afspejling af selve det Guddommelige Det allerhøjeste er søgt udtrykt symbolsk gennem 8-tallet, det ottekantede rum - en konstruktion, der går igen i indretningen af mange dåbskapeller. Aachen domkirke er beregnet for den romerske messe, som Karl bestemte sig for at benytte frem for nogen af de øvrige daværende messeformer ( 5 i alt)

Via meget smukke lysbilleder førte Hoel os videre gennem det kirkelige landskab med romanske og ikke mindst gotiske kirker, katedralerne fra 11- hundredtallet. Vi fik belyst tekniske spørgsmål i forbindelse med nogle af disse himmelstræbende bygningsværker og fik i tilgift også set nordiske varianter af mellemeuropæisk kirkearkitektur- bl. a. de norske stavkirker- for at slutte med præsentation af nutidige eksempler på kirkebyggeri med tydelige træk fra svundne tider eks. Skt. Ansgar ( Københavns katolske domkirke).

Stor tak til Ivar Hoel for en helt igennem herlig eftermiddag!

Referent HKT
 

KÆKs møder 14. dec. 2010 og 11. jan. 2011.

Emner: Julemøde og nytårsmøde

På KÆKs julemøde var juleknas og æbleskiver naturligvis i centrum, men der var mere at komme efter. Vi fik i tilgift et tankevækkende indlæg af Carly Majholm om kirkeårets 3 store højtider, påske, pinse og jul.

Påske og pinse ”fylder” mere i den katolske kirke end i folkekirken. For os katolikker er påske så afgjort den største kirkelige højtid overhovedet, hvad der afspejles i gudstjenestens hele liturgi påskeugen igennem. Historisk set er påskehøjtiden som religiøs fejring ældst, nemlig som frelsesfest for udfrielsen af Ægypten- dvs. påskehøjtiden har rødder tilbage i Det Gamle Testamente.

Det gælder også pinsefesten med udgangspunkt i den høstfest, hvorved man- først og fremmest på Sinai bjerg- priste og takkede Gud for Hans livgivende gaver til mennesket.

Har vores påske- og pinsehøjtider i kirken således også en gammeltestamentelig baggrund, gælder dette ikke for den tredje og sidste store kirkefest- som jo er kirkeårets første- julen. Julefesten er helt igennem kristen i sin oprindelse, og julens budskab i Det Nye Testamente skal spredes langt udover selve juledagene til at gælde alle dage hele året igennem. Dette sidste blev stærkt understreget af Carly og Hanne ved oplæsning og uddeling af en uddybende tekst ” Tag æslet med- julens budskab- hele året igennem”. Stor tak til Hanne og Carly for alle deres gaver til vores julemøde.

I lighed med sidste år var KÆK´s første møde i det nye år helt igennem en uformel sammenkomst for de ca. 25 deltagere med det ene formål at få talt sammen og hygge os i fællesskab omkring klassisk dansk smørrebrød, vin og kaffe. Dette vil vi gøre til en tradition fremover.

Birthe løftede undervejs sløret for de kommende møder frem til sommer, samt at årets udflugt i august vil gå til Helsingør.
 

Referent HKT 

Kontakt

Nye medlemmer!

Ældreklubben vil gerne have kontakt med alle ældre i sognet. Kom frimodigt til vore møder, og tag gerne en god ven eller bekendt med. I er hjerteligt velkomne.
Henvendelse kan også ske til: