Fra menighedsrådets møder 2010



 
Menighedsrådet har i maj 2009 vedtaget en ny procedure for offentliggørelse af oplysninger om menighedsrådsmøderne, da den gamle ikke fungerede tilfredsstillende.

Fremover vil mødereferatet indeholde et referat-sammendrag til offentliggørelse på hjemmeside og i Lumen.

 

Siden er sidst opdateret 21/1-2011

Fra møde i menighedsrådet den 25. november 2010.

Mødets hovedpunkt var en drøftelse af udkommet af de to møder, biskoppen har holdt i efteråret 2010 med sognepræsterne og menighedsrådsformændene i Skt. Ansgar, Sakramentskirken, Jesu Hjerte og Skt. Mariæ om en mulig ændring af sognestrukturen i de fire københavnske sogne.

Situationen er endnu ikke afklaret, og der er ikke truffet egentlige beslutninger. Biskoppen har konkluderet, at der nu skal være tid til at overveje situationen i sognene. Der er foreløbig ikke fastsat nyt møde mellem biskoppen og de fire sogne.

Menighedsrådet besluttede at tage hånd om situationen, som den foreligger, på en konstruktiv måde. Det er vigtigt, at vi bruger anledningen til at inddrage hele menigheden i overvejelser over, hvilke drømme og udviklingsmuligheder vi har for Kirken og for vores menighedsfællesskab.

Menighedsrådet vil derfor indbyde menigheden til et debatmøde, hvor vi vil søge svar på helt centrale spørgmål, som ”hvad betyder det at være menighed for os”, og ”hvilken udvikling ønsker vi for menigheden og for Kirkens fællesskab generelt”.

Efterfølgende vil menighedsrådet invitere biskoppen til et møde, hvor vi vil præsentere de fælles overvejelser og svar fra menigheden. Vi vil gerne have en dialog med biskoppen, hvor vi kan give udtryk for vores tanker om, hvad det betyder for os at være menighed, og hvad vi mener, det er væsentligt at værne om. Og hvor biskoppen også får mulighed for at give udtryk for sine tanker om, hvilken betydning livet i vores menighed har for ham, og hvilke værdier og muligheder han ønsker at styrke i Kirken.

Derudover var der på mødet information om arbejdet i Pastoralrådsmøde, hvor der er brugt kræfter på at udarbejde en række debatoplæg til brug for udvikling af troslivet i sognene. Vi regner med at bruge matrialet i forbindelse med det planlagte debatmødet i menigheden.

Endelig drøftede vi økonomi for udvikling af en ny hjemmeside for menigheden. Vi stiler efter en model, som ligner Skt. Ansgars. Vi indhenter nu konkrete tilbud på opgaven med at udvikle en ny hjemmeside.

Fra møde i menighedsrådet den 31. august 2010

Vi drøftede den forestående proces med at se på mulige ændringer af strukturerne for Sct. Ansgars, Sct. Mariæ, Sakraments og Jesu Hjerte sogne. Biskoppen har med brev af 27. august 2010 indbudt sognepræsterne og menighedsrådsformændene i de fire menigheder til et møde den 7. oktober 2010 om mulige ændringer i de pågældende menigheders område. Biskoppen skriver, at der ikke forud for mødet vil blive fremlagt et konkret forslag til strukturændringer, men at de forestående drøftelser vil være præget af åbenhed over for forslag til forandringer og argumenter for at bevare noget af det bestående. Der er til brug for processen også fremsendt et spørgeskema til faktuelle oplysninger om sognene.

Vi drøftede også nyt lay-out til sognets hjemmeside ud fra et oplæg fra gruppen, der arbejder med det. Vi vil gerne have et lay-out, der ligner det, de har i Sct. Ansgar. Vi går videre med at finde ud af, hvem der kan lave det og til hvilken pris.

Og så fik vi oplysningen om, at Liobahjemmet skal nedlægges som plejehjem. Bygningerne ejes af søstrene, som fortsat vil leje dem ud til Frederiksberg Kommune. Kommunen vil fremover bruge dem til rehabiliteringscenter.

 

Fra møde i menighedsrådet 22. juni 2010.

Vi fik en tilbagemelding fra det første møde i det nye Pastoralråd, som blev afholdt på Magleås den 6.-7. juni 2010. Christine Lequime er vores repræsentant i Pastoralrådet, og Christine blev på mødet også valgt til rådets forretningsudvalg.

Efter en anmodning har vi bestemt at købe to bibler, som skal ligge fremme i kirken til brug for dem, der kommer i kirken. Lånebiblerne får plads i våbenhuset.

Og så får Lumen en ekstra bevilling på ca. 3000,- kr til et særnummer i farver med billeder fra Sankt Lioba søstrenes 75 års jubilæum og de nye mosaikker.

 

Fra mødet 25. maj 2010:

Der var møde i menighedsrådet den 25. maj 2010, hvor SMUK deltog.

Menighedsrådet og SMUK (Sankt Mariæ kirkes Unge Katolikker) vil gerne have en tæt kontakt med hinanden. Derfor deltog to repræsentanter for SMUK’s bestyrelse i menighedsrådsmødet den 25. maj 2010.

SMUK samler trådene om en række forskellige slags børne- og ungdomsarbejde i vores menighed. Der er børnelørdage med aldersdifferentieret undervisning, ca. 14 lørdage på et år. Der er 1. kommunionshold og firmelseshold, og der er ministrantgruppen. Der bliver lavet ture og arrangementer – bl.a. for firmanderne. I år har der også været opfølgende arrangementer for firmanderne – altså efter firmelsen – med rigtig god tilslutning.

Der var anerkendelse og opbakning fra menighedsrådet til SMUK for engagementet og den store indsats, der gøres. Der er generelt god tilslutning til børne- og ungdomsarbejdet i menigheden. Og så oplever SMUK alligevel ind imellem, at der mangler opbakning fra børn og forældre til et arrangement.

Vi havde en god udveksling af tanker bl.a. om, hvordan vi får tilført nye kataketer og børne- og ungdomsledere, og hvordan vi når de børn og unge – og deres forældre – der er løsere tilknyttet menigheden.
 

Fra mødet 12. april 2010:

Der var møde i menighedsrådet den 12. april 2010. Vi drøftede kommunikation, økonomi, kontakten til SMUK og deltagelse i Pastoralrådet.

Menighedsrådet vil gerne have åbenhed og en god kommunikation i forhold til menigheden. Vi laver en kort sammenfatning fra hvert møde, som vi hænger op i våbenhuset, lægger på sognets hjemmeside og trykker i Lumen. Vi vil også gerne holde nogle menighedsmøder, hvor vi kan drøfte, hvad der rører sig.

Vores hjemmeside trænger til et nyt design og opdatering af oplysninger. En lille arbejdsgruppe er gået i gang med det projekt. Det er Kim Ørtved, Christine Lequime, Torben Wamberg og Henrik Bang Bjørgo. Forhåbentlig kan vi have en ny hjemmeside klar til efteråret.

Vi gennemgik sognets økonomi med regnskab og budget. Vi har en særlig struktur i Sankt Mariæ, idet kirken og de øvrige lokaler ejes af søstrene, som låner dem vederlagsfrit til menigheden. Det er et væsentligt bidrag til en god økonomi. Vi planlægger en artikel i Lumen til efteråret om sognets økonomi med lidt forklaring på, hvordan tingene hænger sammen.

Menighedsrådets kontaktperson til SMUK bliver Jacob Bjerregaard, som også er i SMUK’s bestyrelse. Menighedsrådet vil invitere et medlem af SMUK’s bestyrelse til et kommende menighedsrådsmøde for at orientere om arbejdet i SMUK.

Christine lequime bliver repræsentant for Sankt Mariæ og Sankt Nikolaj (Hvidovre) sogne i Pastoralrådet i den kommende periode. Sankt Nikolaj udpeger en fælles suppleant for de to sogne.

Fra mødet 4. januar 2010:

Menighedsrådet lagde en plan for regnskabsafslutningen for året 2009. Desuden blev der på mødet drøftet spørgsmål vedrørende styring af sognets indtægter og udgifter. Det påhviler menighedsrådet at sørge for korrekt indbetaling til skattemyndigheder og feriekonto, og i betragtning af opgavens specielle karakter har menighedsrådet besluttet at undersøge, om det kan svare sig at købe assistance fra DANLØN til at administrere udbetaling af honorar, bl.a. til organisten ved højmesserne og til rengøringshjælp.
Funktionsperioden for menighedsrådet er 4 år, og den udløber som bekendt i marts 2010. For at kunne få tilført nye kræfter, har det afgående menighedsråd opfordret alle interesserede i sognet til at stille op som kandidat til valget den 21. marts.

Siden er sidst opdateret 21/1-2011

Hjem til forsiden